Statement om flytningen af stemningsafsnit fra C til B

Som mange af jer nok har lagt mærke til, så har AGF valgt, at de stemningsaktive fans fra sæsonen 2018/2019 flyttes fra øvre C1-C3 til øvre B1-B2. I fanklubben har vi løbende været inddraget i processen om denne beslutning. I det følgende vil vi forsøge at forklare lidt om, hvordan vi har oplevet processen – og hvad vi som fanklub tænker om flytningen.

Den stemningsskabende fraktion Nýsir Aarhus har i mere end 1½ år argumenteret for, hvorfor de ønskede at flytte stemningsafsnittet fra øvre C1-C3 til øvre B1-B2. Første gang vi i fanklubben blev præsenteret for ideen var vi afvisende overfor forslaget – især fordi der på det tidspunkt lige var blevet lavet ståpladser i C2 øvre. Vi synes derfor, at det var rigtig dårlig timing. I den forbindelse bad vi vores medlemmer om at give deres mening til kende. Lige omkring 10 % af fanklubbens medlemmer svarede på en undersøgelse, som vi rundsendte på mail – 30 % ønskede B-tribunen, 47 % ønskede C-tribunen og 24 % var ligeglade.

I fanklubben ser vi, at der både er fordele og ulemper ved flytningen. Af fordele ser vi blandt andet:

  • Der er mere lige forhold for ude- og hjemmeholdets aktive fans ift. placering på stadion, end der har været tidligere.
  • Der er billigere sæsonkort for studerende og U/18 i B1-B2 øvre (599,-) end der var i ”Speakers Corner”.
  • Der er flere (hele C-tribunen), der kan se, hvad der foregår hos de stemningsskabende fans.
  • Der vil være et tribuneafsnit, der vil være dedikeret de aktive fans – hvilket bl.a. vil give muligheder for udsmykning heraf.

Af ulemper ser vi blandt andet:

  • Man er på B1-B2 øvre længere væk fra banen end i ”Speakers Corner”.
  • Der er dårligere udsyn over banen i B1-B2 øvre end i ”Speakers Corner”.
  • Man ”splitter” egne fans. I de to seneste sæsoner har man gjort en indsats for at samle folk på C, de vil nu blive splittet op igen.

I fanklubben har vi løbende præsenteret vores synspunkter for AGF. I sidste ende har det i vores øjne dog været op til AGF at træffe beslutningen. I fanklubben håber vi, at flytningen af stemningsafsnittet vil bidrage positivt til stemningen til AGF’s hjemmekampe.

Vi ønsker at gøre følgende klart:

– flytningen til B ikke er en idé, der er kommet fra os.

– vi har forsøgt at holde os forholdsvis neutrale ift. hvor det kommende stemningsafsnit skulle placeres, men samtidig forsøgt at tale vores medlemmers sag.

– vi har præsenteret AGF for de fordele og ulemper, som vi har set ved en evt. flytning.

– vi er kommet med forslag til, hvilke ”konsekvenser” en evt. flytning skulle have ift. billetpriser på hhv. B og C.

– vi har undervejs i processen – da vi ”så skriften på væggen” – vist forståelse for, at man fra AGF’s side valgte at efterkomme ønsket fra Nysir Aarhus om at flytte stemningsafsnittet til B1-B2 øvre – det er dog ikke os, der hverken har ønsket, argumenteret for, eller på andre måder arbejdet for en flytning.

Til sidst håber og forventer vi i fanklubben, at der på det nye stemningsafsnit vil være en holdning om, at der er plads til alle uanset alder og køn, så alle føler sig velkomne i afsnittet. Derudover håber og forventer vi, at dem der vælger at stille sig på det nye stemningsafsnit er fans, der vil stemningen og er villige til at give den 100% gas i forhold til at bakke holdet op før, under og efter kampene på Ceres Park. Kort sagt, så forpligter det i vores øjne at placere sig på B1-B2 øvre, eks. er det ikke særligt stemningsskabende at bruge sin mobiltelefon under kampen. Derudover vil vi på det kraftigste opfordre til, at man i B1-B2 øvre (såvel som på resten af stadion) vælger at drikke sin øl/sodavand fremfor at kaste den mod andre eller mod banen. Yderligere håber vi, at den capo der er, til enhver tid giver plads til den stemning, der bliver skabt af andre end vedkommende – sagt på en anden måde, så skal der være plads til, at andre end capoen kan starte sange, så det ikke ender med en tribune af nikkedukker, der kun kan lave stemning, hvis der står en og fortæller, hvad der nu skal ske. Vi forventer ligeledes, at den støtte der gives skal passe til forholdene, forstået på den måde, at de sange der kræver et rigtigt fodboldstadion kun bør bruges på udebane, da de sange hvor enten teksten eller melodien er meget monotom ikke har en chance for at komme udover rækværket, når der er langt til banen.

Vi håber at alle – uanset om man plejer at stå eller sidde i ”Speakers Corner” – vælger det sted på Ceres Park, hvor man nu en gang synes det er bedst at se en fodboldkamp fra, og at rigtigt mange vælger at bidrage til stemningen uanset ens placering på stadion. Vi ses på Ceres Park i sæsonen 2018/2019. KSDH!