AGF er kommet i det sjove slutspil og spiller med om medaljer, desværre lige nu uden os fans på lægterne. Derfor bakker vi også op om den genstartskampagne, der kører på de sociale medier under #genstartfodbold. Det sidste år har vi ikke kunne arrangere udebaneture og andre større arrangementer i fanklubben på grund af corona, dog fik vi afholdt generalforsamling i august. Til gengæld fik vi sendt julegaver ud til vores medlemmer, og vi forsøger os jævnligt med konkurrencer på forskellige platforme som instagram og facebook.
For at gøre fanklubben endnu bedre, har vi brug for din hjælp. Vi har derfor oprettet en idebank, hvor medlemmer kan komme med forslag til arrangementer og aktiviteter. Skriv jeres ideer til os på bestyrelse@agf-fanclub.dk. Det bedste ville være hvis nogle af jer medlemmer vil deltage i at udforme og drive nogle af tiltagene. Har man en god ide, men ikke selv ønsker at deltage aktivt i at drive denne, er det også helt okay. I første omgang handler det om at få brainstormet og smidt en masse ideer på bordet.
Fanklubben har skiftet ud på sekretærposten, og vi vil gerne takke Anja Toftdal Nymark for det flerårige frivillige arbejde, hun har gjort som sekretær. Nu tager Jakob Rasmussen over som fanklubbens nye sekretær.
I fanklubben arbejder vi på at få et samarbejde med AGF omkring kvindefodbold, så der kan komme mere opbakning på tribunerne til deres kampe. Det kommer I medlemmer til at høre mere om i nærmeste fremtid.
Derudover er fanklubben også med i et samarbejde på tværs af klubber omkring det nystiftede FanNetværket for Kvinder, hvor det er muligt for kvindelige fodboldfans at tale fodbold med andre kvinder, det skal også arbejde for bedre forhold på tribunerne for kvindelige fans. Netværket hører under DFF, danske fodboldfans, og du kan læse mere på https://www.fairfans.dk/fannetvaerket-for-kvinder/.
Mange forårshilsner
Bestyrelsen